DIY 1176 i 500 formatet

Efter jeg solgte alle mine 19" rack enheder pga. pladsmangel, tænkte jeg at jeg kunne køre 100% itb. men det blev alligevel for kedeligt. Der var dog ikke nogen der lavede en rigtig autentisk 1176'er i 500 formatet. Der findes ret mange kloner der minder om, men en 1:1 rent designmæssigt fandtes ikke. Eller det troede jeg ihvertfald ikke. Ind fra højre kommer The Don Classics og David. David har formået at designe en næsten 1:1 kopi af en blueface 1176'er i 500 formatet. Det kit han laver indeholder print og case/knapper mens trafoer laves af Ed Anderson som leverer nogle af de bedste trafoer til Hariball Audios ting. Det fulde kit skal således købes hos hhv. Hairball, Don Classics og stumperne hos Mouser.

Selve enheden består af 4 PCB'ere (Main, Kontrol, DC og Meter), 2 trafoer og Attack, Release, Input og Output knobs, samt de 4 ratio trykknapper. Desuden er der er meter med LED lys i. Det er meget småt at samle til sidst men det er et utroligt veldesignet kit, der sagtens kan laves a forholdsvis nye DIY'ere. Det er en del test og kalibrering og jeg måtte arbejde en del med brum og grounding der dog kunne løses nemt med en ektra ledning fra DC convereren til ground.

Prisen er forholdsvis høj, da hele kittet løber op i ca 4500.- inden man er i mål. Til gengæld har man også et kvalitetsenhed der lægger sig meget op af originalen og så endda i en meget kompakt udgave, der er en fryd at se på også.

06-05-2016

 Gammel dame i nye kl├Žder!

Så blev jeg færdig! Mit første sæt har fået den opgradering det fortjente, og ligner nu en million, selvom værdien på selve tønderne ligger omkring de 500.- brugt idag. Men det er ligemeget! Man sælger jo heller ikke sine børn. De her har været med mig siden de tidlige teenageår og har været terapi, tryghed og en uudtømmelig kilde til glæde og selvtillid i nogle af de vigtigste år af ens liv. De skal jo næsten begraves sammen med mig.. :)

Men her er hun så, efter mange mange timers arbejde. Coatingen er Delmar-wrap købt hos stdrums.de i farven turquoise sparkle, som jeg synes er en af de flotteste vintage farver der er. Jeg blev advaret af meget erfarne byggere mod at bruge den her type da den er usandsynlig svær at arbejde med og nemt får ridser eller knækker. Selve materialet er meget tykt og ret svært at skære i, så jeg fik stdrums til at sende mig færdigskårede stykker til 12,16 og 22 tommer. Fremgangsmåden med at få wrapen til at sidde på kedlen er ret ligefrem, men kræver en del forberedelse. Først er det vigtigt at align'e wrapen til kedlen og det gøres ved at markere med malertape hvor man starter overlappet og fjerner beskyttelsesfilmen fra wrap'en. Man kan med fordel også markere med blyant på kedlen hvor wrapen starter så man kan får sat den lige på. Selv en lille skævhed i starten kan blive til over 1 cm i sidste ende når man har rullet wrapen en hel omgang på en 16" tom eller større. Når først limen binder så kan man ikke få wrapen af uden at ødelægge den, så det skal være lige i første forsøg!

Nå, men når alt er linet op og der er markeret og gjort klar, skal der lim på. Her bruges kontaktlim, vandbaseret, fra Danalim eller endnu bedre 3M. Danalim kan fås i DK mens 3M skal købes gennem stdrums. 3M skulle holde bedre, og jeg havde specielt svært ved at få Dana kontaktlimen til at holde i samlingerne. Her brugte jeg superlim (Loclite 2-komponent lim fra Røverkøb). Men til den øvrige del af wrap'en og til selve trommen skal der kontaktlim på og dette pensles på i jævnt, ikke for tykt, lag men en skumpensel.

Limen skal tørre i ca 30 min. indtil den er fingertør, og derefter skal de to limede flader presses sammen. Her er der flere måder at gøre det på, men det vigtige er at wrap'en ligger helt ud til kanten og ikke kommer skævt på. Det gør ikke noget der er ekstra wrap ud over kanten, for dette skal trimmes når limen er tør. Man kan evt. inden man limer lige dække hullerne fra lugs inden i trommen med malertape så der ikke løber lim ud inden i. Overlappet skal holdes under pres med to skruesving og et stykke træ på tværs der dækker hele samlingen så der er pres over det hele. Stortommens wrap kommer i to dele, så der sætter men det mindste stykke på først i bunden, og når det er tørt sætter man det store stykke udover så det overlapper det lille stykke to steder.

Når alt er tørt og samlingerne er gode skal wrap'en skæres til. Dette kan man også gøre inden man limer, men så er der ikke plads til selv den mindste skævhed når man monterer wrapen. Jeg valgte at skære til efter, og det endte jeg med at gøre med en dremel da wrapen er så tyk at en kniv ikke rakte. Dette skal selvfølgelig gøre meget forsigtigt så man ikke skærer ned i træet. Det KAN lade sig gøre ;) Husk at lim skal tørre 24 timer før den er helt hærdet, og lad der være pres på fladerne hele tiden.

Til sidst kan der bores huller til lugs, ben og airvents. Bor indefra og ned i en træplade som bruges som uderlag. Husk at beholde den beskyttende film på wrapen indtil alle huller er lavet og det sidste der mangler er montering af hardware.

stdrums.de er der under tipps & tricks flere vejledninger til hvordan man sætter wrap'en på trommerne. Jeg kan kun sige: Vær omhyggelig og tålmodig! Det er noget dyrt stads, så fejl er meget dyre i denne her sammenhæng. Der er billigere alternativer til Demlar, men man får ikke så flotte resultater som Delmar giver. Det er ikke for sjov at det er det producenterne selv bruger. Det her var mit første recoating projekt og resultatet blev super godt, så vær ikke bange for at kaste dig ud i det selv. Der er også masser af hjælp at hente på trommeslageren.dk i deres selvbyggerforum hvor profesionelle folk giver råd og tricks.

 

01-10-2015

 Recoating projekt, forfra...

Jeg var jo igang med at renovere mit gamle barndoms sæt, som tidligere vist her på siden, men stødte desværre ind i en lorte Ebay-sælger i USA (pardon my french). Han sendte mig et beskadiget stykke til stortrommen og nægtede efterfølgende at bytte det, dybest set, så jeg endte med at måtte opgive. Istedet kastede jeg mig ud på virkeligt dybt vand med det orginale Delmar wrap (købt gennem stdrums.de). Delmar producerer den "rigtige" coating til trommer, og i alverdens glitter, glimmer og farver. Jeg var dog stadig forelsket i turkis glitter, så det holdt jeg fast i. Prisen for Delmar er dog 2-3 gange højere end det billige voksdug-agtige wrap jeg køte i USA, og en del svære at have med at gøre, men screw it. Jeg nægtede at lade mig slå ud.

Jeg fik god opbakning på trommeslageren.dk på deres selvbygger forum, og en masse råd, så jeg kastede mig frygtløst over det, og her er det forløbige resultat - 12'eren og 16'eren:

Det er ikke svært at se hvorfor Delmar Wrap bruges af producenterne og hvorfor prisen er som den er. Det er bare SÅ meget flottere. Det skal fuldlimes og det er ikke nemt, men jeg synes det er hele besværet værd. Når jeg er helt færdig skriver jeg lidt mere om selve processen og giver lidt råd og tips til andre der selv vil prøve, men indtil da, så nyd lige de to toms.. Smukt!

11-09-2015

 500-format 1176 - med pluginstyring!

Best som tror man har set det meste i 500-formatet, dukker denne her op. _MIMAS. Den første 500-serie enhed med styring via VST/AAX plugin fra firmaet Wes-Audio. Hele ideen bag, er at beholde et 100% analogt signal, men beholde alt det gode fra pluginverdenen, som recall og automation. Enheden styres via USB, men signalet kører analogt, ligesom andre 500-enheder.

Af udvalgte features kan nævnes:

-dedicated stereo plugin to manage two devices
-integrated hardware A/B function
-digital sidechain from DAW to compressor
-4  touch sensitive encoders
-true bypass
-selectable VU(in/out)/GR meter
-attack time: 20us - 800us
-release time: 50ms - 1100ms

-compression ratio : 4:1; 8:1; 12:1; 20:1; all button mode
-SC High Pass filter - 60,90,150Hz 

 

Prisen på små 900 euro er jo i forvejen ikke galt for en 1176 comp med Carnhill trafoer, så hele den digitale kontrol oveni gør den umiddelbart til lidt af et "bargin".

Se mere på hjemmesiden.

02-09-2015

 Diffuser! (eller er det bare kunst?)

Jeg har for gud ved hvilken gang flyttet rundt på min efterhånden meget kompakte studiesetup og er havnet i et hjørne på drengeværelset. I et naivt håb om at kunne regulere lyden omkring min plads bare lidt, fik jeg den ide at bygge en diffuser. Nok mest fordi jeg har set dem forskellige steder og synes de ser møglækre ud!

Nå men jeg kastede mig egentligt bare ud i det helt uvidenskabligt, og fik fat i en plade der passede til pladsen på væggen bag mit setup, og så gik jeg igang med at save lægter ud i små bidder. De mere traditionelle træ-diffusere bruger kvardratiske stykker træ, men jeg har en ide om at jo mere ujævnhed, jo bedre. Derfor kom min til at se lidt anderledes ud:

Hver enkelt stykke træ er savet ud med håndkraft (1-15cm), og derefter slebet med sandpapir. Derefter er de limet på efter et nogenlunde fast mønster, hvor jeg også har prøvet at lave mange højdeforskelle, så lydbølgerne brydes mest effektivt. Igen, dette er helt uvidenskabligt da jeg kun har kigget på billeder af hvad andre har lavet, og så selv forsøgt mig.

Efter hele pladen var fyldt, blev den malet hvid. Bruger man noget flottere træ end fyrretræslægter, tror jeg med fordel man ville kunne bejse eller larkere istedet.

Og her er så resultatet, hængt op på væggen. (Den er TUNG sådan en sag, så husk rawlplugs)

Om den virker? Tja, jeg har faktisk ikke fået den testet, men jeg tror ikke den gør den store forskel der hvor den hænger nu, andet end den gjorde et tomt styke væg en del pænere synes jeg :)

Efterfølgende har jeg fundet en masse guides til at lave diffusers i træ, med lidt mere videnskablig baggrund, bl.a. denne HER.

21-07-2015

 Recoating projekt, fortsat...

Så kom vi igennem al slibningen, og det har VIRKELIG taget tid! Det at slibe noget rundt indvendigt, er ikke nemt. Jeg har prøvet håndkraft, men det er alt for hårdt, og jeg har prøvet rystepudser men den kan ikke slibe når det buer den "forkerte" vej i forhold til at skulle slibe indersiden af en cylinder. Det eneste der har virket er at bruge lamelslibepapir som denne:

Man skal dog være forsigtig da den sliber på tværs af årene og godt kan tage fat, men den er genial til at fjerne maling på ufremkommelige steder!

Jeg er nået hertil, og resultatet er blevet ret godt:

Coatingen til stortrommen var desværre beskadiget, så jeg venter på et nyt stykke fra USA, men det bliver et fedt lille sæt til mere afdæmpet musik.

18-07-2015

 Colour!

SÅ fik jeg selv fat i det fantastiske Colour projekt. Selve 500-enheden var meget nem at lave, og der er en super guide til den på hjemmesiden her.

Ud over selve "paletten" købte jeg 4 "farver" som kommer i hver sin lille fine æske. Hver farve består af meget få komopnenter og tager 15-20 min at samle. Tape Saturation, Jfet, Hi/Lo pass fileter og Cinemag tranformer farve blev det til. Jfet og Hi/Lo pass filteren kræver justeringer på sleve printet efterfølgende, og giver mulighed for at indstille efter smag, hvilket gør dem super alsidige. Jfet kan man vælge hvor meget (ønskværdig) distortion man vil have og på Hi/Lo pass er det selvfølgelig hvor man vil skære i frekvenserne. Jeg skriver mere om projektet når jeg rigtigt får testet det.

I mellemtiden er der dog kommet en nyhed fra folkene bag, nemlig Colour Preampen i 500 formatet! Her snakker vi en simpel preamp med mulighed for at smide en farve på og vælge hvor meget farven skal mixes ind i signalet.

Jeg ved jeg bliver nødt til at prøve den også en dag, og prisen på 149$ er jo til at leve med.

03-07-2015

 DIY Mikrofoner (DEL 2)

I tidligere en post skrev jeg at jeg ville give et eksempel på hvordan man fik bygget sig en U67 klon, og det vil jeg beskrive herunder.

Først skal man anskaffe sig alle de dele man skal bruge til selve mikrofonen. U67'eren er en af dem der findes et kit til af meget høj kvalitet, og hvor man ikke skal ud og lede efter en masse dele. Selve kit'et er lavet af IOAUDIO og forhandles gennem Studio939 i USA sammen med de fleste andre komponenter:

Indmad: http://store.studio939.com/product/ioaudio-mk67-bare-bones-kit

Mikrofonhus: http://store.studio939.com/product/syt-5-microphone-body-kit

Powersupply: http://store.studio939.com/product/tps100-tube-microphone-power-supply

Kapsel: http://store.studio939.com/product/35mm-k67-style-capsule (Vælg 35mm K67 style capsule with mount nederst i rullemenu)

Ledning: http://store.studio939.com/product/silver-teflon-hookup-wire (Med mindre du selv har)

Ialt: $684.50 + Shipping (ca. 5100 Dkr med porto)

Derudover skal man bruge et tubemic kapel med 7pin XLR som kan købes hos thomann.de:

Kabel (i metermål): http://www.thomann.de/dk/sommer_cable_sc_octave_tube.htm

XLR-Han: http://www.thomann.de/dk/neutrik_nc_7_mxx_b.htm

XLR-Hun: http://www.thomann.de/dk/neutrik_nc_7_fxx_b.htm

Ialt: 410 Dkr. + porto

Sidst men ikke mindst skal man bruge et EF86 rør til mikrofonen. Her kan man med fordel skrive til proaudiotubes@aol.com til en fyr der hedder Christian Whitmore og bede om et EF86 rør til en U67 DIY mic. Han vil have flere muligheder i flere prisklasser. Det er også en god ide at få fat i et billigt rør til test. Det kan nemt findes på Ebay. VÆR OPMRÆKSOM PÅ, at rør man finder på Ebay og som står til at være testede og på 100% IKKE nødvendigvis er støjfri. Køb det rigitge rør af nogen der har testet det i en mikrofon ligesom proaudiotubes gør. Til test er støj dog ikke relevant, da man mest bare måler spændinger.

Mht. kapsel anbefaler jeg at man under alle omstændigheder køber budget kapslen hos Studio939, også selv om man gerne vil have en endnu bedre kapsel, da man med fordel kan teste sit build med denne kapsel i. De dyrere kapsler vil jeg ikke anbefale at teste på da man kan risikere at beskadige den.

Af de dyrere kapsler er der to muligheder efter min mening:

Beesneez: http://www.beesneezmicrophones.com.au/store/k6-capsule.html (350$+shipping)

Eric Heiserman: ericheiserman@hotmail.com (Skriv til ham og bed om en U67 kapsel og han sender en Paypal faktura) (250$+shipping)

Jeg har selv valgt Eric Heisermans i min pga. gode reviews og den lidt lavere pris. Det er en håndbygget kapsel af meget høj kvalitet der lyder meget tæt på originalen.

Pris for alle dele inkl. Eric Heiserman kapsel (uden evt told+moms fra USA) : 7510 DKR.

Når delene kommer hjem skal mikrofonen samles. Denne del er selvfølgelig den sværeste hvis man er helt grøn, men der findes en meget udførlig guide med billeder på forumet groupdiy.com:

http://groupdiy.com/index.php?topic=57797.0

Har man ikke værktøjet skal der selvfølgelig også bruges en loddekolbe, loddetin, en bidetang og en digitalt multimeter. Alle disse ting kan man få mange forskellige steder, f.eks. i Brinck Eletronik i Kbh, eller lign. forretninger.

Går du i stå undervejs, så spørg i forumet. Der er altid hjælp at hente, og inden længe vil du være ejer af en helt fantastisk mikrofon til en brøkdel af hvad du ville skulle slippe for en original.

God fornøjelse!

12-06-2015

 Farvelade i 500 formatet - COLOUR

Mange DIY'ere i dag har tavlt med at genskabe og klone enheder fra de gyldne tider i 60'erne og 70'erne, som f.eks. 1176'eren, LA-2'eren, Pultec'en eller Neve 1073'eren osv. Der er masser der gør det rigtigt godt, oven i købet så kopierne ligner næsten 100%, men det er sjældent man støder på noget helt anderledes og nyskabende. Det synes jeg er tilfældet med COLOR-projektet. Color består af en enhed i 500 formatet, der i sig selv ikke er noget, andet en et "hus" der kan fyldes forskellige farvelader i (tre for at være helt præcis). Ideen er at tilføre et lydsignal en "farve" i en vis mængde, og med farve menes der naturligvis (ønskværdig) støj, boost af frekvensområder og kompression. Ud over selve "huset" findes der så forskellige "colors" som er små kort der kan bruges i en af de tre slots enheden har.

Der er på fronten mulighed for at vælge hvilke slots der er aktive, og man kan bytte rundt på kortene så det passer til den kæde man nu ønsker. Af forskellige kort kan nævnes, mini 1176 comp, Tape saturation, Cinemag transformer saturation og CMOS fuzz. Der er pt. 11 colors og flere er på vej, så sidder man og ønsker lidt mere farvelade på indspilningerne kan man komme igang HER.

Priserne for huset er 135$ og farver kan fås fra 25-130$. Husk det er DIY så alt skal samles selv, men projektet er absolut egnet for begyndere!

09-05-2015

 DIY Mikrofoner (DEL 1)

Markedet for DIY versioner af klassiske mikrofoner er i voldsom stigning. Det skyldes nok primært at mange foretrækker lyden af de gamle klassikere fra Neumann, AKG osv. frem for de mere moderne mikrofoner, og det har skabt et ret stort marked både for gør-det-selv folket men også for små firmaer der laver ret præcise kloner men moderne komponenter. Det kan virke som lidt af en jungle, men jeg vil prøve at give et par fif her til dem som gerne vil i gang.

Mikrofoner består af flere dele set med DIY briller på: Et hus, en kapsel, et kredsløb og en transformer, og for rør baserede mikrofoner: også et rør og en strømforsyning til røret. De klassiske rør mikrofoner er typisk AKG C12, Telefunken ELA251, Neumann U47 og U67, og uden rør har vi Neumann U87'eren. Disse modeller er dem der er nemmest at klone selv, da der findes kits til dem alle (mere eller mindre komplette). Fælles for alle ovennævnte mikrofoner er, at man selv vælger hvor tæt på de originale modeller man vil, men prisen vil stige herefter. Det er typisk på kapslen priserne varierer mest, men også på selve mikrofonhuset og et rør kan prisen variere meget. Lige meget hvilken vej man går vil det typisk være fra 1/5 til 1/10 af prisen på en original når man bygger selv, da priserne på f.eks. en original U47 i god stand kan ligge godt over 50.000,- Bygger man selv vil man næppe komme over 7-8000,- selv med de bedste komponenter.

Men.. hvordan kommer man i gang. Et sted at starte er groupdiy.com. Dette internationale forum er stedet hvor alt DIY indenfor musikverdenen starter, stort set. Det er her man finder mennesker der har dedikeret år af deres live på at klonen en enkelt del af en klassik mikrofon til perfektion, og her trådene samles og bliver til et projekt der ender op med et samlet kit til f.eks. en U47. Nogle har valgt at gøre delene mere tilgængelige på webshops som på store.studio939.com som er baseret i USA. I Europa har micandmod.com samlet nogle projekter i samlede kits med alt hvad man skal bruge for at bygge f.eks. en U87 klon af nogenlunde kvalitet.

groupdiy.com findes også et marked hvor folk der f.eks. KUN laver høj kvalitets kapsler eller huse til mikrofoner sælger deres varer direkte fra forummet. Det er typisk her man finder de bedste kapsler på markedet, eller de bedste huse. Skal man bruge rør findes der en gut i USA der hedder Christian Whitmore, og ham kontakter man via email på proaudiotubes@aol.com med sit ønske, og så finder han det helt perfekte rør til dit projekt.

Det giver sig selv at man skal have lidt is i maven når man køber komponenter for 4-5000,- til noget man dybest set ikke ved om man får en mikrofon ud af, men der er masser af MEGET udførlige guides på forum’et og masser af hjælp at hente, så det eneste man behøver, er en loddekolbe, et multimeter og så er man i gang. Mikrofoner er noget af det mest simple at kaste sig ud i når man skal bygge noget første gang, især hvis man starter med en U87'er hvor man ikke skal rode med rør (som kan være farligt pga. høje spændinger).

Jeg har været igang nogle gange, og mit mikrofonskab ligner efterhånden noget:

Fra venstre mod højre er det: C12, U67, U47, 2 x U87 (Stereo set).

 

Næste indlæg vil jeg prøve at give et eksempel på hvordan man helt konkret kan lave en U67'er, hvor man skal købe tingene og hvorfor... Stay tuned..

04-05-2015

 Et recoating projekt..

Tilbage i 1993 var jeg med min far en tur i Kalundborg. Målet var et Tama trommesæt fra Den Blå Avis, mest Tama fordi det var det Lars Ulrik spillede på, og Metallica var "bandet" på det tidspunkt. Det var mit første trommesæt og det kostede en formue: 4500.- set med i dags briller på. Værdien idag er nogle få hundrede.

Det har haft mange mærkelige coatings på før, bl.a. fake sort marmor, hessian, sølvglitter og fake rødt læder. Det fungerede i nogle år, i min kælder, også som elektrisk trommesæt, med meshheads og triggers før det blev helt pensioneret for nogle år siden. Det gode ved det er faktisk, at det er så lidt værd idag, at affektionen har fået overtag, og det derfor aldrig skal sælges. Det var spillet på steder som Forbrændingen, Regencen, Australian Bar og i Huset i Magstræde, for H.M. Dronningen. Derfor besluttede jeg at fiske det frem og gøre noget ved det.

En af det helt store fejl jeg begik for mange år siden, var at male det indvendigt med sort Gori træbeskyttelse. Jeg ville gerne have det matchede det gyselige sorte fake marmor jeg havde klistret udenpå, og det var det eneste min far havde i skuret. Det fortyder jeg bitterligt nu, hvor jeg sidder og sliber indvendigt på trommerne med sandpapir og en slibeklods.

Det er meget manuelt arbejde med at fjerne den gamle coating der har siddet på inderst siden starten af 80'erne hvor de blev lavet. Det er noget med en spartel og en hårtørrer til at opløse limen og så begynder slibningen. Udenpå kan en rystepudser bruges, men indvendigt er det ren håndkraft. De er lavet af Filipinsk mahogni, også kendt som "Luan" eller cigarkasse træ. Altså ikke det fineste, men en hård træsort der desværre splintrer ret nemt. Lidt træfylder og en masse tålmodighed har dog givet et ret godt resultat med den første og mindste 12" tam.

Coatingen jeg har valgt til sættet er fundet på Ebay. "Rigtig" coating som f.eks. Delmar Wrap er lidt for dyrt til sådan et billigt sæt her, men det jeg fandt er ganske udemærket. Det kan desværre ikke tåle lim, så det kan ikke fuld-limes, hvilket er det man normalt anbefaler, så coatingen ikke sidder og "buzzer" og vibrerer sammen med trommen. Det er ikke en risiko med den træsort mine gamle trommer er lavet af gudskelov, så det bliver bare klippet til og sat på med lidt dobbeltklæbende tape i samlingen. Resultatet er virkeligt godt synes jeg:

Er tæt på at have slebet 16"'eren færdig også, og så er vi halvejs. Glæder mig til at kunne vise det færdige sæt. Det fortjerner sin anden ungdom så godt som det har tjent mig :)

27-04-2015

 Musikmesse Frankfurt 2015

De to store musikmesser hvor producenterne præsenterer årets produkter er NAMM i USA i januar og Frankfurt Musikmesse i april. Lige nu er det altså mod Tyskland man skal kigge efter nyheder, og der er et par spændende ting set fra min stol.

Først fra firmaet SE Electroinics, der gennem flere år har samarbejdet med legenden Rupert Neve. Dette har nu resulteret i mikrofonen SE RNT.

Her er tale om en kondensator rør mikrofon med multipattern selector samt highpass filter, altsammen valgbart fra den medfølgende PSU. Ingen PAD mulighed, da SE mener den har headroom nok til dette ikke er nødvendigt. Kapslen er egenudviklet. Den ser oplagt ud som top-shelf vokal mikrofon og med en pris på 3500$ skal den tage kampen op mod legender som Neumanns U47, U67 og Fleas reproduktioner af disse. Umiddelbart et svært marked, men man skal nok høre den før man kan sige noget om dens chancer, men mon ikke den lyder fantastisk (til den pris!)

 

Universal Audio har lanceret deres nyeste skud på Apollo stammen, Apollo 8, Apollo 8P og Apollo 16. Der er tale om helt nye lydkort baseret på Thunderbolt 2 standarden, med forskellige forbedringer ift. den gamle Apollo serie. Flere metering muligheder valgbare direkte på fronten, nye konvertere, mulighed for stacking med V.8 software så man nemt kan koble flere interfaces sammen og i en ny sort farve det matcher deres satelite 2 system. Apollo 8 og Apollo 16 kender vi fra de gamle versioner, men Apollo 8P tilbyder nu 8 Unison preamps i samme interface, så man rigtigt kan udnytte Unison teknologien der bla. kan bruges med Neve, API og UAD preamp emulerings plugins fra UAD selv.

Priserne stater med ca. 16.000 for Apollo 8 Duo og 20.000 for APollo 8 Quad, mens 8P versionen er omkring 4000 dyrere. 8P kommer kun i en Quad version. Apollo 16 ligger ligeledes på omkring 24.000,- Den originale Apollo bliver relanceret som Apollo Firewire til en reduceret pris.

De nye interfaces er Thunderbolt 2 interfaces og er således kun til MAC som det ser ud nu. De vil fortsat udgive nye ting til både PC/Firewire og MAC/Thunderbolt, men firewire brugere må vente til efteråret med den nye Console 2.0 der er ude nu til Thunderbolt brugerne. Der er planer om Thunderbolt support til PC, men platformen er ikke så generisk på PC så det er ikke muligt for UAD som det ser ud nu. De ville skulle lave en driver for hvert motherboard med Thunderbolt, hvilket ikke giver mening.

16-04-2015

 Fem plader der ├Žndrende mit liv..

Ikke en egentlig Top 5 da jeg ikke helt kan sige hvad der er bedst, men præsenteret her i krologisk rækkefølge er de 5 plader der har formet mig som musisk menneske:

TOTO: THE SEVENTH ONE

Første plade jeg rigtigt dyrkede. Jeff Porcaros trommer fik mig i gang med selv at spille og lyden på pladen er noget jeg stadig søger i dag. Den polerede perfekte amerikanske lyd der føles som fløde i ørene spillet af nogen af tidens dygtigste musikere. Pladen førte også en del anden musik med sig, som f.eks. danske Sneakers der lå ret tæt op af på mange numre. Lyt f.eks. til Totos "Rosanna" og Sneakers "Sankt Peders Engle" og hør hvad jeg mener..

GUNS N ROSES: APPETITE FOR DESTRUCTION

Endnu et skift i mit liv. Lyden og energien i den musik Guns introducerede slog mig helt omkuld og skubbede for en tid det polerede og poppede helt til side. Håret fik lov at gro og flere bands som Poison, Skid Row, LA Guns osv. Fandt vej til pladehylden. En verden af langhårede mænd i stramme læderbukser åbnede sig på godt og ondt og jeg begyndte på musikskolen til trommeundervisning i 9. klasse.

PEARL JAM: VS

Grungen fik først rigtigt fat i mig med denne plade. Jeg synes det er den mest helstøbte plade fra den periode, selvom jeg havde Alice in Chains ”Dirt”, Sound Gardens ”Superunknown” og Nirvanas plader i fast rotation også. Min egen stil som trommeslager blev helt klart grundlagt her med Dave Abbruzzese's legende og meget jazzede/funky, frem for den mere primitive hårdtslående heavystil.

FLEETWOOD MAC: RUMOURS

Samtidig med grunge perioden var jeg så heldig at blive introduceret til en masse tidligere albums gennem bandet på musikskolen. Led zeppelin, Beatles, Stones men det var Fleetwood Macs Rumors der fangede mig totalt. Hele pladen er så fantastisk at den stadig har en klar førsteplads som den bedste nogensinde i min bog. Der er ikke et bare halvdårligt nummer på den. Rent guld fra start til slut, og en øjenåbner ift. at minimalistisk trommespil også kan fungere på en verdensklasse udgivelse. Det behøver ikke være 100 km/t for at være godt. Meget vigtigt for resten af mit eget virke som musiker.

THE SMITHS: THE QUEEN IS DEAD

Nogen ting opdager man bare sent. The Smiths er en af dem. Nok et af de bands jeg har dyrket mest de sidste 6-7 år. Marr’s sublime guitar krydret med Morrisseys klare men skrøbelige vokal og de ærlige og tænksomme tekster fangene mig totalt. Noget af de bedste fra 80’ernes ofte lidt tomme poppede musikscene, som jeg ellers holder meget af.

09-04-2015


[ SOUNDZ - © 2015 by Michael Brinch ] - LOGIN